Følelser i klasseværelset?

i kan mestre og overvinde vores tanker, men vi vil altid være i kamp med vores følelser..

Sådan skrev den populære amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert; længe inden hendes navn blev verdenskendt for den popkulturelle film “Eat, Pray and Love”.

Og på mange måder havde Elizabeth ret.

Som mange af Jer måske allerede ved, så er jeg den “anden halvdel” af
Finurligefif-tvillingerne;
jeg bringer psykologi og socialt arbejde ind i pakken, og jeg arbejder til dagligt med børn, hvor netop emotionel udvikling, trivsel og social kompetence er højt på dagsordenen.

Inden jeg begyndte på dette indlæg, havde Frederikke og jeg en laaaang snak..
Vi snakkede særligt om, “hvordan får jeg formidlet de vigtigste dele af en kæmpe helhed ud – på en nem og overskuelig måde”: for lige præcis følelser og trivsel er store emner at ligge på dagsordenen.

Men nu forsøger vi!

Hvordan udvikler børn følelser?

Mange kloge hoveder har gennem tiden forsøgt at redegøre for “børns socio-emotionelle udvikling i spædbarnsalderen og igennem opvæksten”, så jeg gør her klart, at jeg samler viden fra de kloge hoveder og retninger, jeg selv er tilhænger af.

Helt fra små spæde vidundere kommer børn til verden “klar til at tage imod”; og det gør de fra første sekund. Det lille vidunder fødes med, hvad vi fagligt kalder “kerneaffekter”; det er helt basal-følelser: glæde/tryghed og frygt.

Hvis i er forældre, vil i nok nikke genkendende til, at små spædbørn kan lyde som om, at “de er ved at dø”, fordi mor eller far kom for sent med flasken. Det er oprigtigt også dét, de tror, de er!

I de første par måneder er det omsorgspersonernes opgave at fylde barnet med nok samspil og stimuli til, at barnets kerneaffekter udvikler sig til grundfølelser: glæde, vrede, ked-af-det, bange og fornøjet/tilfreds. Forældrene skal mildt sagt “lære barnet, hvornår hvilke følelser er hensigtsmæssige”.

Det kan man skrive en roman om, så for at gøre det kort: forældre skal afstemme barnet korrekt og dermed regulere barnets følelser.

Så… når lille Børge på 1 år forsøger at kravle ind i opvaskemaskinen, og mor siger nej: så skriger Børge ustandseligt! Her skal mor berolige Børge og vise ham, at følelsen “rasende” ikke er nødvendig her, men mere “øv. det er træls”.

Og når lille Børge springer rundt i sofaen og skriger af glæde, fordi han må få en smoothie, så skal mor eller far vise Børge, at “ustoppelig begejstring” måske ikke helt er nødvendig, men mere “hvor skønt, det gør mig vildt glad”.

Med tiden vil lille Børge udvikle en “lille database” over, hvilke grundfølelser han har, hvordan de føles og en nogenlunde idé om, hvornår man viser hvilke.
Børge får altså emotionelle kompetencer til regulering.

Før-skole-barnet?

Når lille Børge starter i børnehave og gennem børnehavetiden er hans lille database af følelser fortsat under kæmpe udvikling. Børge skal nu nogenlunde mestre, at kunne regulere sig selv og/eller at blive reguleret af en voksen, og samtidig skal Børge kunne rumme sine egne følelser (efter alder).

Det betyder, at et typisk børnehavebarn godt kan sige “jeg er sur”, “jeg er rasende” eller “jeg er glad” og også sige dem i nogenlunde sammenhænge, hvor det giver nogenlunde mening.

Men Børge bliver nu ekstra udfordret, for det er ikke længere kun mors og fars regelsæt og følelses-vejviserkort, der skal guide Børges følelser.

Børge skal nu, hver dag, forholde sig 20 andre børn, 20 andre vejvisere, 20 andre små uforudsigelige følelsesbomber, som vil sætte Børges verden på prøve.

Så længe barnet går i børnehave, er det vigtigste, at barnet kan blive reguleret og eller regulere sig selv. Så når lille Ida klasker Børge i hovedet med en gul plasticspand, så må Børge godt blive tosset, men han skal mestre, at kunne regulerer sin vrede (nogenlunde) og have en indre følelses-vejviser, der fortæller ham, at han ikke skal slå Ida lige tilbage i hovedet, men at det er mest hensigtsmæssigt at blive sur og sige “stop”.

Eller når mor og far forsøger at sige til Børge (for 120. gang), at han IKKE skal have sandaler på i børnehave en oktober-morgen, så må Børge godt blive irriteret; men Børge skal nu mestre, at han nødvendigvis ikke skal smide om sig med alle skoene i gangen, slå fra sig og/eller skrige uhæmmet i timevis.

Én kompetence, som skal styrke barnet i at kunne regulere sine egne følelser og dermed langsomt få kontrol over, hvilken adfærd barnet viser, er den næste store og vigtige kompetence:  at sætte ord på de pokkers følelser. 

Vi sætter ord på følelserne!

For den nu 5-6 årige Børge kan det være drøn-irriterende at stå der i gangen; fordi han vil bare have de seje Paw-Patrol-Sandaler på: kan mor og far ikke bare fatte det? Og så kan det opleves som nærmest livs-ødelæggende, at man bare gerne vil have sin vilje! Derfor skriger Børge, han slår, han sparker, og han kaster om sig med sko, jakker mm. Det gør Børge i mangel af ord. 

Måske kan man sammenligne det lidt med en indre følelses-bombe, der bare SKAL eksplodere; men tændingen er lavet af ord, som endnu er fremmede for Børge, så følelses-bomben eksploderer igennem det eneste Børge ellers har….: hans krop og fagter.

Derfor vil mor og far nu begynde, i kampens hede af desperation, at berolige Børge og man kan typisk hører små guldkorn som “sæt ord på Børge”, “fortæl mig det med ord”, “brug dine ord”, “jeg kan ikke hjælpe dig, hvis jeg ikke ved, hvad det er; sig det” osv.

Når, og hvis, Børge får tilegnet sig ordene, så kan han (omend stadig trampende og hidsig) sige “jeg er sur fordi jeg VIL have sandaler på”; og Børges følelses-bombe fik lov at eksplodere verbalt.

Nu bevæger kampen sig fra en fysisk-magtkamp/duk-hovederne-for-flyvende-sandaler → til en ligeværdig diskussion, hvor mor/far skal TALE med Børge om, hvorfor at sandaler ikke er hamrende smarte i oktober.

Skolebørn; høvdingebold, diktak, gråd og “det bare fordi…”?

Og så bliver det tid. Tiden, hvor Børge igen får stillet helt nye krav og skal møde helt nye og endnu flere små uforudsigelige følelses-bomber, hvor der er endnu færre voksne til at hjælpe – og Børge samtidig skal indgå i alt det der “læring”. Det bliver skoletid.

Det er en tung sten for Børge, og du som lærer bliver dén, der skal hjælpe ham (og 26 andre) med at løfte den. Vi kan sagtens diskutere dårlig nomering, ringe vilkår, umulig trivsel osv. – det kan hverken du eller jeg ændre på (lige nu hvert fald): så jeg vælger i stedet at fokusere på, hvordan du som lærer får nogle kradsbørstige arbejdshandsker, der kan hjælpe dig og Børge (og de 26 andre) med at løfte den sten.

Som lærer ved du allerede nu, at dit klasseværelse består af 20+ forskellige børn, børn med forskellige følelses-vejvisere, børn med forskellige reguleringskompetencer og børn med helt forskellige temperamenter. Du har sikkert allerede en god erfaring med de forskellige “typer af børn”, der er i din klasse.

(Nedenstående er mine egne navngivninger af klassiske karaktertræk i følelsesmæssige reaktioner.. de er 100% karikeret og mange børn besidder flere træk og/eller helt andre).

Det kan være du kender til….

Bomben: Den lille hidsige dreng/pige, som eksploderer fuldstændig uforudsigeligt? Hverken du eller de jævnaldrende ved, hvornår eller overhovedet hvorfor? Drengen/pigen råber, skriger og kan kaste om sig med genstande. Du kan som lærer se magtesløs til, at din flotte væg med børnenes hjemmelavede krusseduller bliver revet fra hinanden til uigenkendelighed!

Falken: Drengen/pigen, som er blevet tosset, uden at man egentlig helt opdager det? Han/hun ser rasende ud med dræbende blik og vil sidde med et ond-orienteret falkeblik – og kan gøre det i timevis mod, hvem end, der har irriteret ham/hende. Du kan som lærer droppe ALT om, at dette barn skal høre så meget som én bogstav-regel i din undervisning: det er der ikke længere tid til!

Klovnen: Drengen/pigen, som reagerer nærmest absurd i konflikter/u-overenstemmelser. Mens alle de andre er triste eller vrede, vil du se ham/hende grine eller pjatte imens. Klovnen er også helt tydelig i de aktiviteter, hvor der “sker for meget”: i genkender nok sætningen “dårlig til skift”. Du kan som lærer forsøge at berolige barnet, men han/hun er sandsynligt allerede løbet fra dig eller står på et bord og danser.

Regnskyen: Drengen/pigen, som har de tungeste følelser siddende “uden på tøjet”, primært præget af gråd, snøften og hulken. Det kan også vare i flere timer; og man kan tænker, at drengen/pigen græder enormt meget- over meget lidt. Du kan som lærer trøste alt, hvad du kan, men barnet har allerede taget hætten på og trukket håret ned foran ansigtet – og sådan bliver det!

Vægtskålen: Drengen/pigen, som er enormt optaget af at, “når x – så y”. Hele verdenen handler om at han/hun skal retfærdigt behandles; og med det mener jeg barnets EGEN oplevelse af at være retfærdigt behandlet. Dette barn kan også blive helt oprigtigt ramt, hvis barnet synes, at andre bliver behandlet uretfærdigt; også selvom det slet ikke har noget med barnet selv at gøre. Du kan som lærer se undrende til, at barnet er rasende på dig én HEL dag – hvilket faktisk skyldtes, at du i tirsdags overså at han/hun rakte hånden op TO gange uden at blive spurgt!

Fluen: Drengen/pigen, som du måske slet ikke har tænkt over, er i din klasse. Barnet vil trække sig, observere som en flue på væggen og vil næsten aldrig komme med en reel reaktion på hverken konflikter, u-overensstemmelser eller lignende. Barnet trækker på skuldrene og synes at være “ok” med alting og ingenting. Adspurgt, hvordan barnet har det, vil svarene sjældent være andet end “fint”. Du kan som lærer måske komme til at tænke “var han med i den konflikt?”.

Uanset om du står over for en konflikt mellem Vægtskålen og Fluen, eller at Bomben synes han/hun har en dårlig morgen; og uanfægtet af, at du sandsynlig har mange “af de samme typer” i din klasse; så er det i sidste ende, DIG, som tager tusinde af hatte på igennem dagen og skal navigere i dette virvar: du er nu forældre, vejviser, guide, mægler og nå ja.. lærer.

Jeg ville for alle lærer ønske, at der fandtes én kasket, der kunne rumme de følelser, som alle børne-typerne har, og én kasket, som havde én tilgang, der bare omfavnede dem alle. Det er desværre ikke tilfældet; og jeg kunne skrive yderlig en roman om, hvordan tilgangen til hver af børnene differentiere. Men for nu, er det ikke formålet.

Så hvis jeg skal komme med nogle “kradsbørstige arbejdshandsker”, der kan hjælpe dig med, hvordan du omend bedst muligt støtter ALLE børnene i dit klasseværelse, på det følelsesmæssige plan; så er det altså ORD!

For én ting, som både Bomben, Vægtskålen, Regnskyen og alle de andre har tilfælles – er (blandt andet), at de uhensigtsmæssige reaktioner viser sig som de gør, når de mangler ord!

Synlig og åben italesættelse af følelser i en kontinuerlig grad vil styrke alle børnene i at opbygge solide og stærke indre vejvisere, der kan hjælpe dem, når de indre følelser presser sig på.

Vi har lavet grundfølelsespakken fordi den indeholder de mest basale grundfølelser, børn skal kunne rumme og mærke, frem til typisk 8-10 års alderen.

Pakken består af flere ting, som både retter sig til “her-og-nu-konflikten” men så sandelig også til “her i klassen italesætter vi følelser også uden om konflikterne”. Det er sidstnævnte, som jeg altid anbefaler, at i lærer fokuserer kraftigt på!

Implementer snakken om følelser som et alment tankesæt i Jeres klasse.

Når i løbende italesætter grundfølelserne, hvornår man føler dem, hvorfor man føler dem, og hvordan de mærkes i “JEG”-form, kan i støtte det enkelte barn i at oparbejde en bredere “database” af følelser og et betydeligt stærkere ordforråd, som kan bruges når følelserne kommer.

Jeg understreger “JEG”-form, fordi at det er afgørende, at barnet forstår, at barnet ejer sin egen følelse og selv kan regulere/kontrollere sine følelser (nogenlunde). Og med det mener jeg at, barnet skal mestre, at når en følelse kommer, så er det ikke altid “fordi at DU gjorde som DU gjorde”, men at “JEG føler sådan fordi JEG godt kan lide / ikke kan lide….”

I pakken er der Følelses-kort og Følelses-skriveark, som kan bruges i mange forskellige aktiviteter.
Det hele er lavet ud fra “JEG”-formen og beder derfor barnet forholde sig til egne følelser og egne oplevelser parallelt med, at det oparbejder barnets kendskab til grundfølelsen. Man kan fx lave en stafet, hvor børnene skal trække forskellige følelseskort og sætte ord på, eller man kan uddele skrive-ark på tværs af makkerpar osv.

I pakken er der også et Følelses-hjul, som indeholder de samme grundfølelser. Dette kan helt naturligt bruges i aktiviteter også – men er også velegnet til “under konflikten”. Ved at implementere et “fælles tredje” (følelseshjulet) i konflikten, får børnene et fast redskab, de kan bruge til konflikthåndteringen; et de genkender og kan læne sig op ad.

Jeg ville anbefale at bruge alle følelses-aktiviteterne løbende og faktisk tit; på den måde får børnene et trygt kendskab til, at I i Jeres klasse rummer følelserne og sætter værdi i, at de italesættes; det bliver naturligt for børnene at bruge ordene/sætningerne, og til sidst vil de måske kunne uden dig?

Vil alt det her stoppe Bomben fra at eksplodere? Eller stoppe Falken i at sidde med “dræberøjne” igennem hele dansktimen? Nej sandsynligvis ikke… men det vil omend formindske det.

Det vil give børnene nogle uundværlige redskaber – og måske, på sigt, kommer i alle til at mærke at Jeres kamp med følelserne nogle gange leder til en lille sejr.